-
Business-update: Kæmpe handel – LEGO-arving køber område svarende til Frederiksberg
来源: BDK Finans / 24 7月 2024 10:08:43 America/Chicago
Kære læser! Endnu en fyraften venter om hjørnet, men inden vi på Berlingske Business trækker stikket, er det naturligvis tid til en overflyvning af eftermiddagens vigtigste erhvervsnyheder. I dagens anledning inkluderer det en LEGO-arving med pengepungen fremme og en fransk luksuskæmpe i modvind på børsen. Men vi begynder i det privatøkonomiske hjørne. #1 – Disse pensionsselskaber giver de bedste afkast Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvor du har din pensionsopsparing stående. For der er mærkbare forskelle på, hvor gode danske pensionsselskaber har været til at få kundernes penge til at yngle, skriver Finans. Mediet har en opgørelse, som viser, at AP Pension har været bedst til at skabe afkast, når man ser på den store kundegruppe med middel risiko de seneste ti år. Omvendt skraber Danica Pension bunden med et afkast, der i gennemsnit har været 0,97 procentpoint lavere end AP Pensions. I løbet af ti år bliver det til en forskel på over 215.000 kroner, når man indbetaler 5.000 kroner månedligt. »Man skal være varsom med at kåre de bedste, for erfaringsmæssigt bølger det op og ned og kan se anderledes ud om 12 måneder. Men på de lange investeringshorisonter ligger AP Pension godt sammen med Nordea Pension,« siger Nikolaj Holdt Mikkelsen, der er uafhængig formuerådgiver, til Finans. #2 – 110 milliarder kroner barberet af luksuskæmpe Det kan godt være, at forbrugerne har kæmpet mod inflation de seneste år. Alligevel har den franske luksuskæmpe, LVMH, klaret sig overraskende godt. Men i dag rammer tyngdekraften tilsyneladende. LVMH, der blandt andet står bag tøjmærket Louis Vuitton og champagnemærket Moët, har nemlig lagt sit halvårsregnskab frem i lyset. Investorerne har kvitteret med et aktiefald på over fire procent, skriver CNBC. Selvom det kan lyde harmløst, svarer det til, at der er barberet godt 110 milliarder kroner af LVMHs markedsværdi, siden børsdørene åbnede onsdag morgen. LVMHs regnskab er især trukket ned af et svagt salg i Asien – dog med undtagelse af Japan, hvor salget går strygende. Et andet ømt punkt i regnskabet er, at kunderne lader til at have mistet noget af smagen for luksuskæmpens vin og spiritus, som der sælges mindre af. LVMH er Europas tredjestørste virksomhed målt på markedsværdi, og bag koncernen står Bernard Arnault, som er verdens tredjerigeste. Arnaults formue er dog skrumpet med over 5,5 milliarder kroner det seneste døgn grundet aktiens kursfald. #3 – LEGO-arving køber jord for godt en kvart milliard kroner LEGO-arvingen Sofie Kirk Kristiansen er en af Danmarks absolut største jordejere. Og nu har hun udvidet sine jordbesiddelser endnu mere, skriver Børsen. Sofie Kirk Kristiansen, der er nær ven af Kongeparret og en af landets rigeste kvinder, har siden årets begyndelse købt jord og landbrugsejendomme i det sydlige Jylland for 221 millioner kroner. Den nyindkøbte jord svarer lige knap til arealet af Frederiksberg Kommune, beretter Børsen. Jorden ligger omkring Sofie Kirk Kristiansens biodiversitetsdyrehave, Klelund Dyrehave, som strækker sig over dele af både Varde og Vejen Kommune. Berlingske har i foråret omtalt LEGO-arvingen i en artikelserie om de danskere, der ejer mest jord og mursten i Danmark. Dengang rangerede LEGO-arvingen som den femte største jordejer. Tre uundværlige fra Berlingske Business A: De europæiske aktiemarkeder er badet i rødt – men dansk transportgigant stiger Den danske transportgigant DSV kom onsdag med regnskab for årets andet kvartal. Her blev både præsenteret nyt aktietilbagekøbsprogram og en effektiviseringsplan. Ifølge analytikere er det et solidt regnskab. Læs mere om DSV her. B: Erhvervsrejser er igen populære – 2024 står til at blive rekordår Der er virkelig kommet gang igen i erhvervsrejser, som står til at slå det hidtidige rekordår lige op til coronakrisen. Europa er dog endnu ikke kommet fuldt tilbage. Læs mere om den mulige rekord her. C: Ulrik Bie: Jeg kunne ikke sove i nat, og det er jeg glad for. Kamala Harris holdt en perfekt tale USAs vicepræsident Kamala Harris startede i går sin kamp for at blive USAs næste præsident. Hvad kan man forvente af en person, der på ingen måde har virket overbevisende som politiker? Åbenbart en hel del. Læs mere om Ulrik Bies syn på Kamala Harris’ tale her. https://www.berlingske.dk/business/business-update-kaempe-handel-lego-arving-koeber-omraade-svarende-til